Kan du kontrollere dit hjertes slag?

Kan du kontrollere dit blodtryk? Kan du kontrollere din kropstemperatur? Kan du kontrollere din søvn?

Nej vel? Det kan du ikke. Naturen, livet, livskraften eller hvad vi nu kalder det, gør det for dig ik´? Det sker helt af sig selv. Du behøver ikke gøre noget.

Hvorfor er det så, at vi kan tro, at vi skal kontrollere vores tanker eller vores humør? Måske er det fordi vi i mange år er tudet ørerne fulde med, at vi skal lære at tænke positivt? – at vi skal omstrukturere vores tanker osv. osv. Men hvad nu hvis jeg fortæller dig, at der er INTET du behøver at gøre.

Der vil nemlig ALTID komme bedre tanker, og humøret vil stige, hvis du lærer at slippe gaspedalen. Og egentlig er det ikke noget du behøver at lære, du kan det allerede. Prøv at tænke på små børn, og hvordan deres humør skifter konstant. Den ene øjeblik er de glade og klukker af grin, det næste øjeblik græder de ulykkeligt og hjerteskærende. Og som hos børn skifter vores humør også hele dagen igennem, og det er ikke noget problem – med mindre vi tænker, at det er et problem.

Så næste gang du sidder med smartphonen i hånden, og alt i dig fortæller dig, at du er nødt til at google, hvordan du bliver i bedre humør, hvad du stiller op med eventuelle søvnproblemer, hvordan du får mindre stress i dit liv, hvordan du kan opleve mindre uro og angst eller hvad det nu er du tænker, at du er nødt til at finde svar på uden for dig selv – da vil jeg foreslå dig, at du gør noget andet, end du plejer. Læg telefonen fra dig, vend dig om og GÅ DEN ANDEN VEJ.

”Wait it out” og vid at du har al den visdom du har brug for indeni dig selv. Du er nemlig nok.

Kærlig hilsen Kirja

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *