Caring makes Resilience

Vidste du, at det at hjælpe andre og at tage sig af et andet menneske, faktisk styrker dit immunforsvar og din mentale robusthed? Og det at ville hjælpe og udvise medmenneskelighed, er en egenskab vi alle får med i fødselsgave?! Så hvis du lige nu arbejder som omsorgsperson af en slags, så vær stolt af det og nyd, at du gør noget hjælpsomt for andre mennesker.

Jeg har det meste af mit arbejdsliv arbejdet med syge mennesker – og søde kolleger, familie, venner og velmenende chefer har altid sagt til mig, at det er hårdt at arbejde med sårbare mennesker, og at jeg skulle passe på at få fyldt godt op af gode oplevelser i min fritid, sådan at jeg havde noget at stå imod med. Jeg kom til at se mig selv som en tank af hjælpsomhed og godhed. Og at jeg var en tank, som kunne løbe tør, hvis jeg brugte mere, end jeg fik fyldt på. Nu ved jeg, at det er helt forkert. Vi løber ALDRIG tør for hjælpsomhed, og rent faktisk er der lavet masser af videnskabelige studier, der viser, at det at hjælpe andre og at kære sig om et andet menneske gør, at man udvikler mental- og fysisk robusthed.

Det afgørende er, hvad vi tænker… Hvis vi tænker, at det er hårdt at arbejde som omsorgsperson – ja så ER det hårdt, og det er den respons vi får i krop og sind. Men hvis vi derimod lytter til den nyeste forskning på området – Caring makes Resilience – så begynder vi at tænke anderledes om det – og så er det den respons, vi får i krop og sind. Jeg kommer til at tænke på mit arbejde med flygtninge, hvor jeg på et kursus hos Dansk Flygtningehjælp hørte om, hvordan kvinderne på flugt og i flygtningelejre generelt klarer sig bedre end mændene, da kvinderne – uanset hvor familien er – fortsat har meget omsorgsarbejde at gøre. Børnene skal stadig have mad og vaskes, der skal fortsat synges godnatsange og gives knus og kys. Der skal vaskes tøj, og der skal gives kærlighed og omsorg til mand og børn. Lige præcis dette omsorgsarbejde styrker kvindernes evne til at komme sig hurtigere efter traumatiske oplevelser som følge af krigen.

Så det er slet ikke så skidt, hvis du lige nu arbejder som sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, omsorgsmedhjælper, psykolog, læge, terapeut, stresscoach, skolelærer, pædagog – ja alt arbejde, hvor du tager dig af andre på den ene eller anden måde. Så bare giv den gas. Du løber aldrig tør for kærlighed og medmenneskelighed. Det er da rart at vide.

Glædelig jul og med kærlig hilsen fra Kirja

PS. Jeg kan anbefale dig at give dig tid til at tjekke den video ud, jeg linker til herunder, og jeg kan love dig, at dit syn på stress og det at arbejde med andre mennesker, helt sikkert har ændret sig efterfølgende. God fornøjelse.

https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=1&cad=rja&uact=8&ved=2ahUKEwj7g_z40oHfAhWNqaQKHWr_CTMQyCkwAHoECAIQBA&url=https%3A%2F%2Fwww.youtube.com%2Fwatch%3Fv%3DRcGyVTAoXEU&usg=AOvVaw00xz8TnOlzF3aOJYHhICY_