Det er bare det, hjerner gør…

”DET ER BARE DET, HJERNER GØR!”

Vores hjerner er forunderlige, fantastiske men også utroligt forudsigelige. Hjerner finder hele tiden ting frem fra fortiden, hjerner forsøger at forudsige fremtiden, hjerner vurderer, bedømmer, hjerner finder fejl, analyserer og kommer med løsningsforslag. Hjerner bliver urolige og måske endda bange, hjerner sammenligner og sammenholder med andres hjerner.
Alle hjerner gør det. Det er sådan, vi er designet som mennesker.

Men al denne småsnakken i hovedet har intet at gøre med, hvem DU er. Det er ikke personligt, dét din hjerne fortæller dig. Det siger intet om dig som menneske. Det er bare helt almindelige mentale aktiviteter, din hjerne gør. Og det betyder derfor, at du ikke behøver at lytte så intenst til, hvad din hjerne fortæller dig. ”Virkelig????!!!”

Ja virkelig! Al denne knevren om, ”hvad nu hvis…”, fejlfindinger i fortiden, fremtidsforudsigelser osv. Det er fuldstændig normalt, og alle mennesker har denne indre dialog kørende. Til tider på repeat, til tider højtråbende, til tider hviskende. Det er alt sammen præcis, som det skal være, og der er intet du behøver at gøre ved det. Dér, hvor vi uskyldigt kan komme til at lide – er dér, hvor vi fejlagtigt er kommet til at tro, at vores hjerner fortæller os noget om os som personer.

Men……,

”Det er bare sådan hjerner gør! ”. Denne lille sætning har gjort en verden til forskel for mig. Jeg fokuserer ikke længere så meget på detaljerne i det, min hjerne fortæller mig – for den siger jo intet om mig, og om hvad jeg kan her i verden, eller om hvem jeg er. Jeg ved, at jeg bag denne kværnen er en del af livets intelligens, at jeg er resilient og stærk, kærlig, omfavnende, fredfyldt, fuld af nye idéer og klarhed. Ligesom dig! Vi er ens. Vores hjerner fungerer ens.

Så lad indre snak være indre snak. Lad tankerne passe sig selv. Kom ud i livet, omfavn livet, elsk, lyt og lær og lav fejl. Ligesom alle os andre 7,6 milliarder mennesker på jorden.

Kærlig hilsen Kirja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *